Et amerikansk par fik sig noget af en overraskelse, da de skulle til deres første scanning i forbindelse med en graviditet.
I midten af 2020 oplevede Odalis og Antonio Martinez fra byen San Pablo, Californien i USA enhver kommende forældres værste mareridt.
Graviditeten endte i en ufrivillig abort, og parret var naturligvis knuste.
I november 2020 blev parret derfor overlykkelige, da de ifølge Ladbible fandt ud af, at Odalis var gravid igen.
Efter et par uger fik de to 25-årige kommende forældre dog en kæmpe overraskelse, da de skulle til den første scanning.
Her kunne jordmoderen nemlig fortælle, at de ikke kun ventede ét barn, men derimod to, men at de faktisk ikke ventede tvillinger.
Det lyder måske mærkeligt, men parret fandt faktisk ud af, at Odalis havde udført en såkaldt superfetation, som ifølge tvillinger.info er en proces, hvor to æg udskilles på forskellige tidspunkter, og hun var derfor blevet gravid to gange med fem dages mellemrum.
Ved det utrolig sjældne fænomen er det derfor faktisk muligt at få to ‘tvillinger’ med to forskellige mænd, men i Odalis og Antonios tilfælde skulle de altså begge være forældre til begge børn, og de blev derfor utrolig glade for nyheden.
Moren har ifølge Ladbible udtalt, at det var som et “mirakel,” at hun pludselig skulle have to døtre, som de har valgt at kalde Lilo og Imelda Martinez-Atoyac.
Selvom søstrene teknisk set ikke er tvillinger, selvom de er født samme dag, så har Odalis forklaret, at hun ofte beskriver dem som tvillinger, fordi det er nemmere at forklare, og fordi de to søstre ligner hinanden så meget.
“Jeg siger bare, at de er tvillinger, men efter at have læst en masse artikler ved jeg, at de teknisk set ikke er tvillinger, men det er bare forvirrende for folk, så jeg siger bare til dem ‘ja, de er tvillinger’,” har hun således udtalt og desuden forklaret:
“De er teknisk set ikke engang enæggede, men det tror alle, at de er. De ligner helt sikkert hinanden.”
Hun har endda forklaret, at de nogle gange selv kan have svært ved at kende forskel og har således udtalt: “Nogle gange forveksler mig og min mand […] dem med hinanden. Antonio kan have en baby i en time og være sådan: ‘oh Lilo’ det her og det der, og så er jeg sådan: ‘du har Imelda,’ og han vil sige: ‘Hvad?’ og jeg griner bare […].”
Babyerne blev født d. 10. august 2021. Lilo blev født først og Imelda kom bagefter.