Et omdiskuteret indslag i DR 2’s populære satiriske tv-program ’Tæt på sandheden’ med en kontroversiel kilde er for anden gang blevet udskudt.
Der er tale om et interview, som programmets vært, komikeren Jonatan Spang, har lavet med den terrordømte Ahmed Samsam, der sidder i fængsel.
Indslaget vil først blive bragt efter påske, oplyser Jonatan Spang på Facebook fredag, hvor han også forklarer, at han i morgendagens program, der sendes på DR 2 lørdag aften, har overladt værtsstolen til reporter Camilla Boraghi.
»På lørdag er ’Tæt på sandheden’ tilbage med Camilla Boraghi bag skrivebordet. Dels er hun kampdygtig, og dels har jeg brugt tiden på at tale med Danmarks Radio om vores indslag og interview med Ahmed Samsam. Indslaget kan I se i ’Tæt på sandheden’ efter påske, hvor jeg også er tilbage på skærmen«, skriver han.
Aflyst
Højst overraskende blev sidste uges udgave af det populære satireprogram ’Tæt på sandheden’ aflyst i sidste øjeblik.
På dagen, hvor programmet skulle optages, fredag 23. marts, fik det planlagte publikum til udsendelsen pludselig besked om, at showet var aflyst:
»Vi beklager at måtte meddele, at ’Tæt på sandheden’ 24. marts 2023 desværre er aflyst«, fik publikum at vide ifølge B.T.
Senere på dagen forklarede DR-redaktør Lasse Bjørch til mediet, at ’Tæt på sandheden’ ikke blev klar til udsendelse, fordi et indslag med den terrordømte Ahmed Samsam ikke nåede at blive færdigt.
Ahmed Samsam, der er dansk statsborger og fængslet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, arbejdede ifølge eget udsagn som hemmelig agent for PET og FE. Det har DR og Berlingske beskrevet.
Jonatan Spang forklarede til B.T., at aflysningen bundede i, at holdet bag ikke kunne nå at leve op til DR’s tilspidsede journalistiske krav til indslaget.
»DR har strammet deres krav omkring et specifikt indslag om Ahmed Samsam så meget, at vi ikke har mulighed for at efterkomme det. Vi skulle efterprøve alt journalistisk arbejde, der er lavet uden for DR, og lave forelæggelse for alle, vi omtaler, blandt andet de spanske myndigheder. Desværre har vi ikke, som en lille satireredaktion, mulighed for dette. Vi beklager derfor meget, at vi ikke kan levere ‘Tæt på sandheden’ i denne uge«, udtalte Spang til B.T.
Politiken har uden held forsøgt at få en uddybende kommentar fra Jonatan Spang samt spurgt DR om et interview for at blive klogere på, hvad der ligger til grund for, at indslaget endnu engang udskydes og hvorfor Spang bliver afløst i værtsstolen.
DR har ikke ønsket at stille op til interview på nuværende tidspunkt, men bekræfter kortfattet i et skriftligt svar, hvad Spang allerede har meldt ud på de sociale medier.
»DR kan oplyse, at ’Tæt på sandheden’ er tilbage i morgen med Camilla Boraghi som vært. Jonathan Spang er tilbage efter påskeferien, hvor det omtalte indslag med Ahmed Samsam også kan ses«, skriver DR.