Politisk leder Lars Løkke Rasmussen (M) kan ikke svare på, om partifællen Jon Stephensen har en fremtid hos Moderaterne, når Stephensens orlov slutter i begyndelsen af oktober.
Stephensen har selv udtalt, at han vil tilbage i Folketinget for Moderaterne efter sagen om upassende beskeder til en 19-årig partifælle.
Sagen har sendt Stephensen ud på sidelinjen de kommende fem måneder, hvor han er på selvbetalt orlov.
Løkke kan heller ikke svare på, hvad Stephensen skal gøre og vise i de kommende fem måneder for at genoprette tilliden til partiet og vælgerne, hvilket Løkke ellers har sagt, at Stephensen netop skal bruge sin orlov til.
»Det er et spørgsmål, du skal stille til ham«, siger Løkke, som dog siger, at »Stephensen ikke er noget uplettet menneske«.
Jon Stephensen har allerede sagt, at han vil tilbage i Folketinget. For Moderaterne. Kommer han det?
»Det kan man ikke svare på«, svarer Løkke.
Det kan du da svare på?
»Det kan jeg da ikke«, lyder det fra Løkke.
Lars Løkke Rasmussen var tavs omkring sagen tirsdag, men stiller op til interview onsdag.
Vil tilbage til Christiansborg
Sagen om de upassende beskeder fra Stephensen til den 19-årige partifælle kom frem søndag, da TV 2 bragte historien.
Den 19-årige modtog beskederne i februar.
TV 2 kunne dokumentere, at Stephensen blandt andet havde skrevet, at den 19-årige partifælle ’er smuk med den lækreste krop’.
Stephensen søgte om orlov tirsdag, efter at Løkke i de sene nattetimer havde lagt en video op på Facebook. I videoen gav partilederen en status på sagen efter at have holdt møde med Stephensen og andre fra partiledelsen.
Allerede tirsdag eftermiddag, efter at en række partifæller havde sået tvivl om, hvorvidt Stephensen har en fremtid i Moderaterne, meldte Stephensen sig selv på banen.
I en mail gjorde han det klart, at hans politiske karriere ikke er slut, og at han vil retur til Folketinget for Moderaterne.
Løkke finder ’løsningen’ på Stephensen-sagen ganske passende. Og så inddrager Løkke af egen hånd en masse af Folketingets andre partier i forhold til emnet.
»Hvis du gik rundt i alle partiernes medlemsregistre og sagde, at hvis der er nogle, der har sendt en fuldstændig utilgivelig besked af denne karakter, så kan de ikke have et partimedlemskab, så kunne jeg godt intuitivt forestille mig, at der skulle sorteres ud i nogle medlemslister. Derfor er vi nødt til at have lidt proportioner i det her.
Selvransagelse
Løkke siger, at det er »klogt«, at Stephensen har søgt orlov.
Under sin orlov vil Stephensen ifølge sig selv »kigge indad, selvransage for at blive den version af mig selv, der skal til for at komme helet og styrket tilbage og genskabe tilliden til vælgerne, til mit parti, Moderaterne, og mine partifæller«.
Sagen med den 19-årige partifælle kommer efter en lang række andre sager om Stephensens opførsel som teaterchef, altså i tiden før han kom i Folketinget. Det gjorde han ved folketingsvalget i november sidste år.
Over 1.000 kulturpersoner har underskrevet et brev, hvori de udtrykker mistillid til Jon Stephensen som Moderaternes kulturordfører.
Løkke konstaterer, at det er Stephensens egen »ambition« at vende retur i Folketinget for Moderaterne.
»Det er noget, vi forholder os til, når den periode er gået«, siger Løkke.