Christina Ravns pigedrøm om at spille i den hvide AGF-trøje levede i godt og vel 65 minutter på Farum Parks kunstgræstæppe. Lørdag 8. august 2020 blev en skæbnesvanger dag for den daværende anfører, da hun i den allerførste turneringskamp i AGF Kvindefodbold-regi kom til skade med sit venstre knæ i premierekampen mod FC Nordsjælland.
I et solouheld rev den rutinerede forsvarsgeneral sit korsbånd i venstre knæ over samt beskadigede den ydre menisk.
En episode, der kan ses i TV2 Østjyllands dokumentarserie ”Vi er AGF”, hvor man allerede i første afsnit møder en grædefærdig Christina Ravn, hvis pigedrøm blev til et mareridt.
Den i dag 31-årige Christina Ravn har genset det mange gange for at motivere sig selv i den efterfølgende lange genoptræningsperiode.
»Det gør stadig ondt at se, men jeg har gjort det for at bevise overfor mig selv, hvor langt jeg er kommet siden dengang. Men også for at se, hvor ked af det, jeg var. Jeg er blevet ret følsom af denne her skade. Når jeg ser andre sportsfolk komme til skade på tv, kan jeg godt finde på at skrige,« fortæller Christina Ravn.
Det er hendes første alvorlige skade i et langt fodboldliv, der begyndte som 4-årig i fødebyen Galten og som er endt som kaptajn for fodboldflagskibet AGF.
»Skulle jeg endelig have en skade, var det da godt, det skete som næsten 30-årig. Men selve tidspunktet kunne ikke have været dårligere i forhold til AGF Kvindefodbold-projektet,« siger hun.
Her i dag 18 måneder senere er hun for alvor tilbage på banen.
»Jeg er fuldstændig fri i bevægelighed. Jeg kan løbe sprinte, tackle, drible og lave retningsskift. Jeg har ingen frygt og laver glidende tacklinger. Jeg vil vurdere, at jeg mentalt er tilbage, og fysisk er der heller ikke noget. Det er rart,« lyder der fra Christina Ravn.
Hvordan har det været at sidde udenfor i så lang tid?
»Det har været fuldstændig forfærdeligt. Ingen tvivl om det. Også fordi det ikke er gået supergodt for holdet. Vi endte i kvalifikationsspillet og har haft tre trænere, så det har været noget kaotisk. Jeg har selv været med på sidelinjen og set alle kampene på nær to.
Hvor fandt du motivationen til genoptræningen?
»Jeg ville fandeme tilbage, fordi fodbold er det, der gør mig allermest glad. Og der har også været noget socialt i stadig at møde ind i omklædningsrummet, hvor jeg så gik i styrkelokalet, mens mine holdkammerater tog ud på træningsbanen. På den måde har jeg følt, at jeg stadig var en del af holdet. Det har været en ’no-brainer’, at jeg skulle tilbage.«
Anførerrolle?
Sammen med klubbens mentaltræner har hun forberedt sig på, at hun muligvis ikke kommer tilbage den rolle, som hun havde, inden hun blev skadet.
»Men jeg har sateme tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan for, at det er dét, jeg skal. Det er helt klart drømmen at stå på banen i midterforsvaret til første turneringskamp 26. marts. Det er ikke vigtigt for mig, om jeg har et elastikarmbånd på venstre arm eller ej, for jeg vil agere på banen, som jeg plejer,« siger hun.
»Er jeg for dårlig?« »Er jeg for gammel?« Det er de spørgsmål, der har fyldt Christina Ravns hoved på dunkle dage.
Men hun er samtidig blevet ramt af en fandenivoldskhed, der har bragt hende hen, hvor hun er i dag. Tilbage på sin elskede fodboldbane.
»Jeg har en alder, hvor man isoleret set tænker, om man ikke skulle have nogle børn. Men der er nogle andre ting, der er vigtigere lige nu. Jeg har det sådan, at der, hvor jeg er lige nu, er fodbold det, der gør mig allermest glad. Og så længe det er det, har jeg tænkt mig at prioritere det højest,« siger Christina Ravn og fortsætter:
»Når jeg begynder at mærke, at jeg ikke tanker energi ved at bruge så meget tid på fodbold, kan det være jeg skal kigger mig om efter noget andet at lave. Jeg har en god karriere kørende indenfor IT-branchen, som jeg også rigtig gerne vil booste. Men lige nu står der fodbold over det hele på min nethinde. Det er det første, jeg tænker på om morgenen, og det gør mig glad. Så glad, at jeg bare elsker at tage til træning klokken 7.30 om morgenen i pissekoldt blæsevejr. Bare det, at jeg kan træne med, gør mig glad.«
En person, der kan også kan gøre Christina Ravn glad, er cheftræner Katrine Søndergaard Pedersen.
»Katrine er mit idol. Hun spillede selv langt op i 30’erne og var mangeårig landsholdsanfører i midterforsvaret. Hun er virkelig gået forrest og er et forbillede. Nu må jeg se, hvor langt, jeg kan nå,« siger Christina Ravn.
»Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan i så lang tid, jeg kan. Og så må vi se, hvor langt det kan bære. Det skal også være sådan, jeg har mig selv med i det, og jeg føler, jeg giver energi til holdet og ikke kun tanker energi.«
»Det er vigtigt, at mine holdkammerater vokser og ikke tænker ”For helvede, så er rappenskralden tilbage. Det er ikke til at holde ud, mand! Stopper hun ikke snart?”,« siger den rutinerede fodboldspiller og griner efterfølgende.
Første gang Christina Ravn for alvor kan komme i kamp i den hvide trøje er mod Odense Q i Sydbank Kvindepokalens kvartfinale. Det er den 5. marts, mens første turneringskamp er mod AaB på udebane 26. marts klokken 14.
