Efter besættelsen er alt forandret, og det karambolerer – dramatisk heldigt – med badehotellets gæsters traditionelle krisehåndterings-rutine: at alt er, som det altid har været.
Greven Ditmar kom tilbage fra Dachau og trådte omsider ud af skabet over for sine medgæster – assertivt men forståeligt frustreret. Og det har gjort underværker for rollens troværdighed, at Mads Wille har efterladt moustachen i koncentrationslejren.
I det hele taget var scenen i kaffestuen ganske elegant eksekveret – fra konspirations-trunternes vilde gæt på, hvilken heroisk modstands-indsats, der mon havde fået greven interneret, over Ditmars udbrud og exit efterfulgt af en pinlig tavshed med ene nedslåede blikke, for at slutte med en dansk-svensk fremførelse af Evert Taubes Sjösala Vals, der om ikke afmonterede så i det mindste lukkede noget af luften ud af den ellers stærkt trykkende stemning.
I øvrigt er det fornøjeligt at opleve Weyses sammen med Sarah i nogle af de sjældne situationer, hvor han virker oprigtigt interesseret i andet end sig selv.
Det er knap så fornøjeligt at følge fru Fjeldsøs mission for at fastholde den kollektive løgn, der forholder Sarah sandheden om sit fædrende ophav.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været en stor fan af Birthe Neumanns neurotiske og selvretfærdige rolle i serien. Ganske få gange gennem de foregående otte sæsoner har hun gjort eller sagt noget, der kunne formidle omstændighederne. Men for det meste opfører hun sig gement, tvært eller idiotisk – eller kombinationer af de tre. Og hele hendes forsøg på at holde Sarah og Weyse adskilt er ingen undtagelse fra det.
Jeg ønsker mig, at nogen snart vil afsløre sandheden for Sarah, så Mokke Fjeldsø kan dåne og gå op og lægge sig, så vi kan få det fjolleri overstået og komme videre.
Det står efterhånden klart, at et af de nyere konceptuelt faste elementer i de senere sæsoner af “Badehotellet” – på linje med Weyses sang og klaverspil og nærbilleder af maden – er, at Astrid Frigh skal have en bejler. Denne gang er det Jens Jørn Spottags advokat Ødegaard, der træder ind i rollen. Egentlig er han hidkaldt til hotellet for at redde Madsen ud af eventuelle konsekvenser af samarbejdet med tyskerne, men han får straks et godt øje til fabriksdirektøren.
Jeg ved ikke, hvor spændende jeg finder fru Frighs serielle romancer, men Spottag glider problemløst ind i ensemblet.
En anden af sæsonens nye roller, der fortjener særlig ros, er Sigurd Philip Dalgas som den unge, blonde og blåøjede fiskersøn Lauritz, der fascineres af eksotiske, svenske Sarah. Sigurd Dalgas har tidligere spillet Lille Per i et par Far til fire-film, men i denne omgang har han tillagt sig en særdeles overbevisende vendsysselsk dialekt og en overordentligt troværdig kejtet facon.
Jeg er sikker på, at de to unge nok skal finde noget meningsfyldt at bruge sommerlandet til. Og den romance har meget mere dramatisk potentiale end advokaten og tobaksfruen.
Handlingssporet i Hamborg fungerer overraskende godt. Mest i lyset af scenerne ikke er strengt nødvendigt for historien. Det kunne have været genfortalt af Amanda til Fru Andersen eller en af stuepigerne. (Og tænk hvad man kunne have sparet på produktionsomkostningerne ved den løsning.) Men forløbet tjener til at afbalancere forholdet mellem Gertie og Amanda, og så er det et glimrende og behageligt eksempel på, at “Badehotellet” faktisk godt en gang imellem kan rejse spørgsmål uden partout at skulle besvare dem i samme afsnit.
Når det kommer til målet for den tyske eftersøgning – den unge, blonde Kiessling jr. – så er der ikke meget tvivl i mit sind om, at han skam nok er i live … og at han – utvivlsomt i denne sæson – dukker op på hotellet i det solbeskinnede nord.
Berthas bekymringer blev forløst, da Villumsen – i en klædeligt mere afdæmpet udgave – kunne fortælle hende, at hun var uden skyld i Gestapos fatalt hårdhændede behandling af restauratøren i Aalborg. Scenen mellem de to fungerer meget, meget bedre end samtlige deres scener sammen i sidste sæson, og jeg håber, det holder ved, når han nu antydningsvist flytter ind på hotellet.
