Er verden på vej ud i en ny kold krig? Hvilke forskelle bliver der mellem den første og den anden kolde krig? Kan en ny kold krig undgås, hvis krigen i Ukraine slår fejl for Rusland, eller hvis en bred international koalition får Putin til at ændre kurs? Hvordan håndterer USA denne udfordring?
Disse fundamentalt vigtige spørgsmål blev debatteret i sidste uge på et seminar via Zoom arrangeret af Det Udenrigspolitiske Råd i New York. Et rekordantal på 2.000 tilhørere verden over deltog.
I panelet sad Fiona Hill, ruslandsekspert for to tidligere republikanske præsidenter, Mary Elise Sarotte, historiker og forfatter til en ny bog om postkoldkrigsperioden – og Ivo Daalder, USA’s NATO-ambassadør fra 2009-13 og direktør for Chicago Council of Global Affairs. Ordstyrer var Richard Haass, direktør for Udenrigspolitisk Råd og forfatter til bogen A World in Disarray.
Udsigten til en ny kold krig er for de fleste europæere og amerikanere kommet som et chok. Godt nok er forholdet til Putins Rusland gået den gale vej siden annekteringen af Krim i 2014 – nogle vil sige siden Ruslands krig mod Georgien i 2008.
Men ingen kunne for blot et halvt år siden have forestillet sig en russisk erobringskrig i Ukraine og et modtræk fra Vesten i form af økonomisk krig mod Rusland. Relationerne er droslet ned til nær nulpunktet.
Indtil videre bevares de diplomatiske forbindelser, dog på et lavt niveau. Militæret i USA og Rusland har etableret en varm kommunikationslinje, der sikrer, at begge sider er orienteret om modpartens dispositioner på landjorden, i luften og til søs for at undgå uheld, der kan optrappes til en konfrontation.
Efter Vestens indførelse af sanktioner, hvis omfang og dybde nærmer sig den økonomiske blokade af Nordkorea og Iran, er samhandlen mellem Rusland og Vesten reduceret til begrænsede leverancer af russisk energi til Europa og salg af nogle få uundværlige metaller.
Parallelerne til Den Kolde Krig fra 1947 til 1991 er slående, fortæller Mary Elise Sarotte, professor i historie på Johns Hopkins University i Washington, D.C.
Mere isoleret Rusland
Dengang var Sovjetunionen økonomisk isoleret fra USA og de vestlige lande. Sovjetunionens samhandel og militære relationer med omverdenen begrænsede sig til vasalstater i Østeuropa og venligsindede lande i Afrika, Latinamerika og Asien.
Under krigen i Ukraine er Rusland og landets nærmeste allierede, Belarus, blevet næsten totalt afskåret fra samhandel med vestlige lande. Bommen er sænket for russiske selskaber og individers adgang til næsten 50 procent af den globale økonomi (USA, Europa, Japan, Australien, Canada etc.).
End ikke Ruslands handel med ikkevestlige magter som Kina og Indien er en sikker sag. Kinesiske og indiske banker, der er involveret i transaktioner med russiske selskaber, risikerer for eksempel at blive ramt af såkaldte sekundære sanktioner fra USA og EU.
I det internationale diplomati kunne Sovjetunionen under Den Kolde Krig regne med periodevis støtte i FN’s Sikkerhedsråd og generalforsamling fra Kina og Indien og fast opbakning fra østeuropæiske lande, Cuba og Nicaragua samt en håndfuld socialistiske lande i Afrika og Mellemøsten.
Hvis man skal tage afstemningerne i sidste uge om to FN-resolutioner, der fordømmer den russiske angrebskrig mod Ukraine, som et varsel om den diplomatiske opbakning, Rusland kan forvente til sin fremtidige udenrigspolitik i FN, så står Putin i en svagere position end sine forgængere i Sovjetunionen. I generalforsamlingen støttede kun fem medlemsstater invasionen.
Professor Sarotte vurderer, at verden allerede befinder sig i en ny kold krig. Ifølge hende er det alarmerende ved denne uforudsete historiske begivenhed, at risikoen for en optrapning af Ukrainekrigen til en atomkrig er langt større end i det 20. århundrede.
»Dengang kunne vi falde tilbage på våbenkontrolaftaler. Den eneste, vi har tilbage i dag, er New Start-traktaten. Den begrænser antallet af strategiske atomraketter mellem Rusland og USA, der tilsammen råder over 90 procent af verdens atomvåben,« advarer hun.
I 2002 trådte USA ud af ABM-traktaten, som begrænsede landenes missilforsvar til et minimum. I 2015 forlod Rusland traktaten om konventionelle styrker i Europa (CFE), der siden 1990 har begrænset størrelsen af parternes konventionelle styrker i Europa. Og i 2019 blev INF-traktaten, der eliminerede mellemdistanceraketter i Europa, opsagt af USA.
»Vi har afskaffet næsten alle værn mod en utilsigtet eskalering,« mener Sarotte.
Og så har Ukraine-krigen en grad af uforudsigelighed, som ikke eksisterede under den første kolde krig.
»Der er en risiko for, at Putin beslutter sig for at gøre noget virkelig dumt som at iscenesætte en konfrontation med NATO eller pulverisere en ukrainsk storby, som han gjorde med Grosnyj i krigen mod Tjetjeniens uafhængighed i 1999-2000,« siger den amerikanske historiker.
Militærets afgørelse
Britiskfødte Fiona Hill, ledende ruslandsekspert i Trumps nationale sikkerhedsråd, fortæller, at hun besøgte Tjetjenien lige efter krigen, og hun peger på de negative konsekvenser, krigen havde for Putin og hans inderkreds dengang.
»Jeg tror ikke, at det bliver økonomiske sanktioner, utilfredse oligarker eller verdensopinionen, der bliver kimen til et internt oprør mod Putin og hans loyalister i betragtning af den kæmpe brøler, de har begået ved at invadere Ukraine,« vurderer Fiona Hill.
»Putins fremtid afhænger af, hvorvidt krigen bliver en fiasko eller succes. Og her er tabet af russiske soldater i Tjetjenienkrigen og de enorme ødelæggelser noget, den generation af russere stadig kan huske, for nu skal deres sønner i krig igen. En krig, der går rigtig skidt. Vi kan være sikre på, at de dårlige nyheder fra fronten siver fra soldaterne på slagmarken op til officerer og deres slægtninge og spreder sig. Det kan blive en enorm udfordring for Putin at håndtere.«
Fiona Hill, der sidder foran en bogreol i sit hjem i Washington, fortsætter:
»I den interne magtlogik i Kreml har Putin ikke råd til at ligne en taber. Det tænker han på hele tiden. Han har for vane at fremstille sig selv som en ufejlbarlig Superman – en leder, der ved, hvad han skal gøre for at rette op på fejltrin. Men hvad sker der, hvis Putin afviser at korrigere en fejlslagen kurs? Hvordan reagerer folk i hans inderkreds, hvis magtpositioner er afhængige af hans succes? Vi ved det ikke,« siger hun.
Den russiske præsident er sårbar på andre områder, mener Fiona Hill.
»Der er præsidentvalg i 2024, og lige nu er han er voldsomt upopulær blandt vælgerne. Så hvorfor lade ham blive siddende? At det er lykkedes ham at holde fast i magten i 24 år skyldes ikke mindst, at han har spankuleret rundt på verdensscenen og fået andre ledere til at danse efter sin pibe. Det gør de pludselig ikke længere. Hvad så?«
Men der er også et ubehageligt alternativ for Vesten.
»Det er muligt, at Putin og den politiske elite holder urokkeligt fast i deres kurs. Man kan forestille sig en belejringstilstand i Kreml. Her må vi prøve at trænge igennem boblen omkring Putin med det budskab, at han har begået en tragisk fejltagelse, i håb om at det kan rykke rundt på brikkerne,« mener Fiona Hill.
Hertil svarer Richard Haass, der var udenrigspolitisk rådgiver for begge præsidenter Bush:
»Det er vigtigt at lade Kreml og den russiske befolkning vide, at vi i Vesten er villige til at ophæve sanktionerne til gengæld for en kursændring. Vi skal ikke kun pege på de ekstra omkostninger, der er forbundet med en fortsat russisk eskalering i Ukraine.«
Malet op i et hjørne
Det leder til Haass’ spørgsmål om, hvilken målestok Putin og hans rådgivere vil benytte til at definere en sejr i krigen mod Ukraine og i konflikten med Europa og USA.
Fiona Hill: »Desværre tror jeg, at Putin har malet sig op i et hjørne med maksimale krav i taler og på skrift, som han ikke kan bøje af på. Han er så langt ude på overdrevet, at det bliver ekstremt svært at få halet ham bare lidt i land.«
Som eksempel nævner hun en »bizar« episode på russisk tv, hvor Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, optrådte med et kort, hvor Ukraine var splittet op i fire dele og som antydede, at Moldova risikerer at komme under russisk overherredømme (det har Ruslands ambassadør i Moldova dog dementeret, red.).
»Det er svært at se en gylden mellemvej for Putin, når han så mange gange har sagt, at Kyiv tilhører Rusland,« mener Hill.
Det er grunden til, at ideen om en ny europæisk sikkerhedsordning, der tager hensyn til Ruslands geostrategiske interesser, formentlig er uden for rækkevidde lige nu.
»Putins invasion af Ukraine er en så ekstrem krænkelse af en suveræn stats territoriale integritet, at det kalder på global fordømmelse. Denne krise er ikke begrænset til Europa. Den angår hele verden,« siger Fiona Hill.
For hende er den historiske parallel til Ukrainekrigen Iraks invasion af Kuwait i 1989. Dengang hævdede den irakiske præsident, Saddam Hussein, at Kuwait ikke var et land, men snarere en historisk tilfældighed i forbindelse med opløsningen af Det Osmanniske Rige, hvor grænserne blev draget af britiske og franske koloniherrer.
»Det er i sin essens, hvad Putin siger om Ukraine. Dengang i 1989-90 samlede præsident George H.W. Bush en bred international koalition i FN-regi. Det er, hvad vi bør gå efter nu. Vi skal være kreative, for Putin er bundet på hænder og fødder.«
Samlingen af en bred international front under et fælles motto – at flytning af grænser i det 21. århundrede med militær magt er uacceptabel – er formentlig en opgave, som kun USA kan løse.
USA’s tidligere NATO-ambassadør, Ivo Daalder (født og opvokset i Holland), mener, at præsident Joe Biden allerede har lagt fundamentet til en international koalition med sine egne og udenrigsminister Antony Blinkens mange samtaler med ledere i Europa og andre verdensdele.
»Sidste gang, USA samlede en international koalition, var efter Iraks invasion af Kuwait på et tidspunkt, hvor USA var den eneste supermagt. Nu lever vi i en multipolar verden, og bemærk, hvad Biden har gjort. Han har ladet europæerne føre an i sanktionspolitikken. USA følger stort set EU. Og jeg er sikker på, at så snart Rusland begynder massive bombardementer af ukrainske storbyer, vil europæerne reagere ved at blokere al import af russiske energi,« forudsiger Daalder.
USA’s lavere profil
Den tidligere NATO-ambassadørs pointe er, at USA under Biden endelig er klatret ned fra træet som selvudnævnt verdensleder og er holdt op med at behandle allierede lande og partnere som undersåtter.
»I årtierne efter afslutningen på Den Kolde Krig har vi begået alt for mange fejl. Udvidelsen af NATO mod øst blev grebet forkert an. Vi troede, vi var så magtfulde, at vi ikke behøvede at lytte til nogen. Vi kunne ignorere dem, også de allierede, fordi vi var så vidunderlig en stormagt. Markedsøkonomien ville løse alle problemer. Demokratiets udbredelse var ustoppelig. Ideologiernes æra var forbi,« erkender Ivo Daalder.
»Nu kan vi se, at det ikke var sandt. Så det er nu, USA skal begynde forfra på en anden og mere inkluderende måde, og det er virkeligt slående, at næsten alle demokratiske lande som et første skridt har tilsluttet sig sanktionerne mod Putins Rusland. Og nu deler USA lederskabet med andre lande.«
Den helt store udfordring for USA i denne nye epoke bliver at være involveret på en ny front, nemlig i Europa, og samtidig håndtere Kina og klimaforandringerne, konstaterer Richard Haass.
»I årtier har vi opfattet Europa som en af de mest stabile verdensdele. Nu er Europa igen blevet et stormfuldt kontinent med en konflikt, der risikerer at vare i mange år. Det kan endda være, at konflikten vil involvere NATO og Rusland direkte.«
Ifølge Haass, forfatter til mange bøger om amerikansk udenrigspolitik, er USA blevet taget på sengen.
»Vi skal nu til at håndtere problemer, som vi troede var blevet løst, da Den Kolde Krig ophørte. Det kræver en åben debat i USA om, hvor mange ressourcer vi er villige til at bruge, og det virker, som om vores politikere endnu ikke har forstået det. Det bliver en svær debat at tage, fordi der er uenighed i de to store partier i USA og partierne imellem. Det bliver virkelig en udfordring. Hvis det bare var Ukraine, men det er hele Europa – og så er der Kina og klimaet.«
