Fjernvarme
1,7 millioner danske husstande forsynes med fjernvarme. Det svarer til 64 procent af alle husstande. Fjernvarme er dermed den mest udbredte varmekilde for danske husstande.
Fjernvarme er opvarmet vand fra et kraftvarmeværk, som distribueres gennem et rørsystem. Når vandet har afgivet varme, sendes det retur til kraftvarmeværket.
Fjernvarme kommer fra afbrænding af affald, flis og halm samt fra vind, solvarme, geotermi, naturgas, olie, kul og overskudsvarme fra industrien.
Omkring 60 procent af fjernvarmen distribueres direkte ind i bygningers radiatorer. Det er tilfældet i blandt andet byerne Aalborg, Aarhus, Odense og Esbjerg.
Omkring 40 procent af fjernvarmen leveres indirekte, hvor fjernvarmen kommer fra en varmeveksler, som opvarmer vandet, der løber i en bygnings radiatorsystem. Det gælder blandt andet i København, Frederiksberg, Randers, Roskilde og Vejle.
I dag er cirka 60 procent af fjernvarmen baseret på grøn energi fra sol, vind, varme og biomasse. Der frigives dog CO₂ ved afbrændingen af biomasse, hvilket reelt øger Danmarks CO₂-udledning, men i energistyrelsens beregninger betragtes det som CO₂-neutralt.
Generelt er fjernvarme en billigere energiform. Det skyldes, at fjernvarmeselskaber har flere energikilder at vælge imellem. Når priserne på eksempelvis gas stiger, er det muligt at øge forbruget af biomasse. Det gør generelt fjernvarme til den mest økonomiske og bæredygtigste løsning at opvarme boliger med – og den mest prisstabile.
Gas- og oliefyr
Over 600.000 boliger opvarmes af olie- eller gasfyr. Begge afbrænder fossile brændsler, som opvarmer vand, der sendes rundt i husstandes radiatorer. Forbrænding af olie og gas afgiver CO₂, og siden 2013 har det været forbudt at installere olie- eller gasfyr i nye huse uden særlig tilladelse. Tendensen er, at flere udskifter deres olie- eller gasfyr med en varmepumpe.
Boliger opvarmet med naturgas har oplevet store prisstigninger i december og januar. Tue Patursson, fagekspert i videnscentret Bolius, forklarer hvorfor:
»Det skyldes, at flere af verdens lagre med gas ikke var fyldte, da man havde forventet et lavere energibehov i 2021 efter perioden med corona og en lavere produktion.«
Det manglende udbud øgede efterspørgslen, og det fik priserne til at stige.
Elvarme
Omkring 116.000 boliger opvarmes primært med elradiatorer, og de har et stort CO2-aftryk, der kun overgås af oliefyr. Det er ikke længere tilladt at etablere elvarme som primær opvarmningskilde i nye eller eksisterende huse, og derudover er det også dyrt.
I starten af 2022 oplevede elkunder en prisstigning på 148 procent. Det skyldes blandt andet, at det har blæst mindre, sådan at vindmøllerne ikke har snurret lige så meget som normalt. Tue Patursson bemærker dog, at priserne går op og ned.
»På daglig basis har priserne slået rekorder, men denne weekend var priserne lave, fordi der var meget sol og vind.«
Elradiatoren er ikke energieffektiv, og derfor er der en tendens til, at danskerne udskifter deres gamle elradiatorer med varmepumper, når det ikke er muligt at blive tilkoblet fjernvarme.
Varmepumpe
Mere end 108.000 husstande opvarmes af en varmepumpe. Den kommer i flere former, men til helårshuse er den mest udbredte luft til vand-varmepumpen. Den bruger varmeenergien i udeluften til at opvarme en væske i varmepumpen, som står for opvarmning af radiatorer, gulvvarme og opvarmning af vand. Selv om varmepumpen kører på el, er den langt mere miljøvenlig end en elradiator, forklarer Tue Patursson.
»Den bruger strøm meget mere effektivt, og i takt med at vi får mere vedvarende strøm på elnettet, bliver den en grønnere løsning.«
I 2021 steg salget af varmepumper med 50 procent, men da husstande selv skal indberette til Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvis de skifter energikilde, er tallene usikre.
I forhold til prisen kan en varmepumpe være billigere end fjernvarme, men det er på den korte bane, siger Tue Patursson.
»De fleste, der køber en varmepumpe, gør ikke mere ved den i dens levetid. Derfor bliver den også mindre effektiv, hvorimod kraftvarmeværker konstant bliver justeret, så de kører optimalt, og deres systemer opgraderes,« siger han.
»Fjernvarme er den kollektive løsning. Det kræver mindre at have dem kørende end individuelle systemer, og det gør fjernvarme mere bæredygtigt og effektivt.«