SF’s folketingsmedlem Carl Valentin har for kort tid siden delt et opslag på Facebook, som må siges at have givet bagslag.
Til trods for, at han har delt det på sin egen facebookside til sine egne følgere, har opslaget i skrivende stund nemlig fået næsten 200 vrede ’emojis’, og adskillige kommentarer, som kritiserer folketingsmedlemmets udtalelse, har fået flere ‘likes’ end selve opslaget.
I opslaget retter Valentin en stærk kritik af Anders Holch Povlsen, som på nuværende tidspunkt er Danmarks rigeste mand, fordi han er i besiddelse af så stor en formue, som han er.
“[…] Intet enkeltindivid arbejder så hårdt, at de har fortjent disse summer. Det er sygt og uretfærdigt og udtryk for et økonomisk system, der tillader overklassen at blive ekstremt rige på de manges hårde arbejde,” står der blandt andet om manden, som ifølge DR har en personlig formue på 92,6 milliarder kroner og dermed er nr 135 på listen over verdens rigeste personer.
“Når de siger, at der ikke er penge nok til at bekæmpe sult i verden, til gratis psykologhjælp til dem med angst og depression, til at bekæmpe klimakrisen, eller til at afskaffe børnefattigdom, at så husk det her tal: 92,6 milliarder kroner. Det sidder én mand på,” skriver Valentin desuden i opslaget og antyder altså, at Holch Povlsen er medansvarlig for, at der ikke er penge nok i det offentlige.
“Ja, der findes også oligarker i Danmark,” slutter han opslaget af.
Den holdning har dog mødt enorm kritik fra flere facebookbrugere, men også fra kendte forretningsfolk som ‘Løvens hule’-investoren Jesper Buch, som har skrevet følgende i en kommentar, som har fået mere end 600 ‘likes’:
“Latterligt at skrive… Fokuser istedet på de mia. der kommer ind fra udlandet, de mia. der bliver brugt på danske startups og de titusinder af arbejdspladser der bliver skabt. Du kan være super glad for at manden stadig bor i DK…. Istedet for at brug tid på at være facebook kriger så brug tid på at skabe arbejdspladser for kun lige der bevares velfærden…”
Desuden har flere andre folketingsmedlemmer også udtrykt deres uenighed.
Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh har for eksempel skrevet følgende kommentar, som har fået 1.500 ‘likes’, hvilket er næsten det dobbelte af Valentins opslag, hvis man trækker de sure ’emojis’ fra:
“Carl, kan du nævne ét samfund i hele verden, hvor mennesker ikke må være multimilliardærer på grund af deres investeringer, som er et godt samfund? […] I et frit samfund er det sådan, at nogle mennesker kan optjene meget store formuer og blive milliardærer. […] Det har Anders Holch gjort og skabt tusindvis af arbejdspladser, skatteindtægter og glade kunder. Hvad er problemet?”
Sofie Løhde, som er folketingsmedlem for Venstre, har ligeledes skrevet: “[…] Normalt har jeg stor respekt for dig […] selvom vi er uenige i mange ting. Men det her er simpelhen under lavmålet. Anders Holck Povlsen skaber […] de værdier, som vores samfund bygger på. Hvis ikke vi havde de virksomheder og arbejdspladser, så blev Danmark et fattigere samfund. Er det virkelig det, SF ønsker? […]”
Hun fortsætter: “Og så er der sammenligningen med oligarker. Altså du er klar over, at du med dit opslag sammenligner en dansk erhvervsmand med en gruppe mennekser, som lige nu holder hånden under krigsforbryderen Putin, som begår overgreb på uskyldige civile i Ukraine? At du overhovedet kan få dig selv til at lave den sammenligning, det synes jeg er dybt usmageligt.”
Flere påpeger ligeledes i kommentarfeltet, at rigmanden har gjort mere end nok for både det danske samfund, men også det ukrainske folk.
“[…] se på hvad Anders Povlsen har gjort for Ukraine – fx at donere et trecifret millionbeløb og han har givet sine medarbejdere fri med løn, så de kan hjælpe ukrainere. Alligevel skal han lige have en sviner med på vejen selvom han skaber tusindvis af arbejdspladser i Danmark,” har Mai Mercado, som er folketingsmedlem for De Konservative, således skrevet.
Valentin har cirka fire timer efter delingen af opslaget lukket for kommentarsporet og skrevet følgende kommentar:
“Kritik er mere end velkommen. Også hård kritik. Men flere af kommentarerne i denne tråd er af så grov karakter, at jeg har måtte slette og blokere folk. Jeg har ikke mulighed for at kunne garantere en sober tone. Jeg lukker derfor kommentarsporet her.”
Denne kommentar har i skrivende stund modtaget 60 grinende og 11 vrede ’emojis’ på kun 10 minutter.