Så lang tid gik der, fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) opdagede, at den daglige hejsning af Dannebrog ved Kronborg Slot var slut, til at han fik traditionen genindført.
»Som politiker arbejder man nogle gange med problemer, der tager lang tid at løse. Heldigvis er der også problemer, der tager kort tid at løse. Det her var en af de sidstnævnte«, siger Jakob Engel-Schmidt.
Tidligere torsdag skrev Helsingør Dagblad, at den daglige hejsning af Dannebrog ved Kronborg Slot var slut fra årsskiftet.
Det har ellers været traditionen siden 1600-tallet.
Det skyldes en effektivisering fra Slots- og Kulturstyrelsen, der skulle spare én million kroner årligt.
Det fik senere Jakob Engel-Schmidt til at bede styrelsen om at omgøre den beslutning.
Og det lyttede Slots- og Kulturstyrelsen til, hvilket betyder, at Dannebrog igen vajer ved Kronborg Slot fra fredag 27. januar.
Det er ikke, fordi regeringen har brug for en nem politisk sejr, at kulturministeren gik ind i sagen, siger han.
Regeringen er ellers kommet humpende fra start med blandt andet stor modstand mod dens forslag om at afskaffe store bededag.
»Det her handler ikke om populisme eller meningsmålinger, men om at jeg synes, det er forkert at spare Dannebrog væk i en spareøvelse«, siger ministeren.
Præcis hvordan styrelsen er lykkedes med at kunne genindføre flagningen, kan kulturministeren ikke svare på.
»Der bliver fundet en markant billigere løsning. Det arbejder jeg med styrelsen om at sikre«, siger Jakob Engel-Schmidt.