Onsdag aften omkring klokken 20 i Omagh i Nordirland blev en politibetjent skudt, da han var på vej hjem fra fodboldtræning med sin søn.
Politibetjenten er træner for et ungdomshold og var sammen med sin søn ved at putte boldene i bagagerummet på sin bil, da to mænd affyrede flere skud mod ham. Øjenvidner fortæller, at de unge fodboldspillere løb for deres liv i »ren og skær forfærdelse«.
Sønnen blev ikke ramt af kuglerne, men det gjorde betjenten ad flere omgange. Angrebsmændene skød mod betjenten fra kort afstand og fortsatte med at skyde, da han var faldet til jorden. Betjenten fik førstehjælp på stedet og er nu indlagt på hospitalet, hvor han har været gennem en operation. Hans tilstand beskrives som »kritisk, men stabil«.
Når et sådan attentat sker i Nordirland, bringer det med det samme tankerne tilbage på ’The Troubles’, konflikten gennem tre årtier, som kostede over 3.500 menneskeliv, indtil freden kom med Langfredagsaftalen i 1998.
Og politiet har da også fra begyndelsen gjort det klart, at de mistænker den paramilitære gruppe Det Nye IRA for at stå bag.
»Der er primært fokus på Det Nye IRA, men efterforskningen er på et tidligt stadie, så vi holder alle muligheder åbne«, siger Mark McEwan, der er vicepolitidirektør.
Politisk anspændt
Angrebet ses ifølge BBC ikke alene som et angreb på en politibetjent, men som et angreb på en betjent, som har været direkte involveret i at efterforske paramilitære kræfter i Nordirland.
I 2019 tog Det Nye IRA ansvaret fra drabet på journalist Lyra McKee, som gruppen dog siger var en var en ulykke, da alle 12 affyrede kugler var tiltænkt politiet. Ifølge BBC havde betjenten været involveret i efterforskningen af mordet på Lyra McKee. Det Nye IRA, der ikke nyder opbakning blandt de etablerede partier, er en mindre gruppe på få hundrede medlemmer, som er parat til at bruge vold i kampen for genforening af Irland og Nordirland.
Skudepisoden onsdag aften kommer blot et år efter, at trusselsniveauet for terror blev sænket fra »alvorlig« til »betydelig« for første gang i 12 år.
Den politiske situation i Nordirland er mildest talt anspændt for tiden. DUP, det største politiske parti på den britisk-sindede unionistfløj, har siden valget i maj 2022 nægtet at indtræde i regeringen sammen med Sinn Fein, det irsk-sindede parti på den republikanske fløj, som blev valgets største.
DUP forklarer den blokerede regeringsdannelse med Brexit-aftalen, som betyder, at der er andre regler i Nordirland end i Det Forenede Kongeriges øvrige dele – England, Skotland og Wales.
Groft sagt er Nordirland forblevet i EU’s indre marked for at undgå genindførsel af kontrol på den politisk følsomme grænse til Irland, som jo fortsat er medlem af EU. Til gengæld er der indført visse kontroller på handel over Det Irske Hav med resten af kongeriget.
Nultolerance
For tiden forhandler den britiske regering med EU om at ændre Brexit-aftalen, så de nordirske bekymringer hos blandt andet DUP kommes bedre i møde.
Trods det anspændte forhold var DUP og Sinn Fein hurtigt ude med en fælles erklæring sammen med de øvrige partier i Nordirland, hvor de sammen udtrykker forfærdelse over det »forkastelige og afstumpede mordforsøg«.
»Der er absolut ingen tolerance over for sådanne angreb fra fredens fjender. De ansvarlige skal stilles til ansvar«, lyder det i en fælles erklæring.
Politiet oplyste torsdag eftermiddag, at de har anholdt tre mand i forbindelse med sagen.
Den irske premierminister, Leo Varadkar, kalder angrebet en »skræmmende påmindelse om en meget mørk fortid, som vi alle håber er bag os«. Den britiske premierminister, Rishi Sunak, fordømmer det »skammelige« skudangreb.