Det er budskabet til regeringen fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S). Han reagerer nu på, at Lokalavisen Aarhus forleden kunne berette om en eksplosion i antallet af aarhusianske børn og unge, der mistrives.
På fem år er antallet af børn i dagtilbud, som Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) får henvendelser omkring, steget med 76 procent, mens antallet af skolebørn er tredoblet.
»Dybt bekymrende« og »meget alvorligt«, kaldte børn og unge-rådmand Thomas Medom (SF) det, og borgmesteren er enig.
Jacob Bundsgaard mener, at der er tale om en strukturel udfordring på linje med manglende hænder i det offentlige, problemerne i sundhedsvæsnet og den grønne omstilling.
»Det er bestemt et alvorligt problem, for det er en samfundstendens, som vi ser i alle kommuner. Den samfundsmæssige udfordring er vi nødt til at have en stor national samtale om, hvordan vi får adresseret,« siger borgmesteren.
Et samfundsproblem
Ordet udfordring lægger han vægt på, for han tror ikke, at der er en simpel måde at få vendt den kedelige tendens. Fagfolk har nemlig ikke kunnet pege præcist på, hvor skoen trykker.
Flere har påpeget, at der er sket en acceleration i antallet af børn, der mistrives, efter folkeskolereformen blev gennemført i 2014, men Jacob Bundsgaard køber ikke, at reformen er årsagen.
»Jeg tror, at det er en alt for simpel analyse. Det er nogle grundlæggende samfundstræk, vi taler om. Den måde, vi er sammen på, vores forventninger til hinanden, de billeder, der bliver skabt på de sociale medier af, hvordan man lever et godt liv, det tempo, der er i det hele taget. Tallene steg også før folkeskolereformen. Vi skal af mange årsager have kigget på folkeskolen, men det her er kun én af dem, og man kan ikke tilskrive folkeskolen skylden for, at det her er et samfundsproblem,« slår han fast.
I Aarhus er pengene til at hjælpe det stigende antal indstillinger til PPR ikke fulgt med, og det koster lange ventetider, som kan forværre børnenes tilstand og presse de udfordrede familier.
I værste fald kan mistrivsel udvikle sig til alvorlig psykisk sygdom, og fra et økonomisk perspektiv kan det blive uhyre omkostningstungt for kommunerne. Særligt i lyset af, at det anslås, at hver tiende dansker har en psykisk sygdom, og at hver tredje får en psykiatrisk diagnose i løbet af livet.
Skyder på regeringen
Derfor ser Jacob Bundsgaard, der i en måneds tid endnu er formand for KL, også problemet som et nationalt anliggende.
»Vi har en stor udgiftsstigning på det specialiserede socialområde. Jeg vil ikke betegne det som en bombe, for i givet fald er det en bombe, der går af hvert eneste år. Hver dag oplever vi, at udgifter til specialindsatser fortrænger udgifter på normalområdet. Og den økonomi, der er til rådighed i øjeblikket, kan bare ikke følge med. Det prøvede vi at gøre noget ved i økonomiaftalen mellem regeringen og KL sidste år, hvor vi rejste et meget stort krav på 5,5 mia. kr. om at få et løft på de her områder. Men der kom ikke nogen penge, og det gjorde der heller ikke i finansloven, så det er uforløst.«
Mener du ikke, at Christiansborg – og dermed regeringen – tager det alvorligt nok?
»Nej, det mener jeg ikke, at man gør. Jeg mener ikke, at man i tilstrækkeligt omfang har anerkendt, hvor stor en udfordring det her er.«
Men har du gjort nok for at råbe op om problemet?
»Jeg vil gerne love, at jeg ikke er færdig med at rejse det her, for det er en af de allerstørste udfordringer, når vi skal få tingene til at balancere og hænge sammen. Vi kommer til at rejse et krav igen overfor regeringen, for vi har en uløst problemstilling her, som vi vil blive ved med at adressere, indtil vi har nogle løsninger.«
Borgmesterens ansvar
Spørgsmålet er dog, om ikke borgmesteren i Aarhus selv har et ansvar for udviklingen.
Kommunens socialområde er underfinansieret, og på skoleområdet er der ofte kritik af, at der ikke er tid nok til at tage sig af den enkelte elev. I april 2021 vurderede Børn og Unge, at der i indeværende skoleår ville blive 21 færre skoleklasser på grund af sammenlægninger.
»Jeg tror ikke, at man kan lave koblingen mellem klassesammenlægninger og mistrivsel. Sammenlægninger laver man jo blandt andet, fordi der er et stort behov for specialklasser. Vi har løbende investeret midler i at få flere voksne pr. klasse. Da jeg gik i skole, var det er særsyn, at der var mere en én voksen i klassen ad gangen, men det er normen i dag i de mindste klasser. Jeg afskriver mig ikke ansvaret overhovedet, men jeg tror, at man skal meget dybt ned i analyserne for at finde ud af, hvad der driver det her,« siger Jacob Bundsgaard.
Det er dine partikammerater, der har regeringsmagten, så du har vel en særlig mulighed for at få indflydelse til at få de penge, du efterspørger. Har du tænkt dig at bruge den?
»Ja, det har jeg. Og skulle der komme et regeringsskifte, har jeg også tænkt mig at bruge min stemme overfor den. Men under tidligere regeringer skulle vi kæmpe os fra et minus til nul. Nu starter vi faktisk på nul, og så kan vi få lagt ovenpå med denne regering. Det er en klar forbedring. De aftaler, vi har lavet de seneste år, har været væsentligt bedre end de foregående. Det skylder man også at anerkende, for det betyder noget, at vi hvert år kan bygge en lille smule på – også selvom det ikke er tilstrækkeligt, så er det dog bedre end at skulle skære.«
