År efter år er det blevet en sandhed, som alle ishockeyfans bare må acceptere – ikke mindst dem uden for landets grænser: Danmark er, lidt naturstridigt, en urkraft på internationalt niveau trods sit begrænsede udbud af spillere, og allerede i lørdagens VM-premierekamp på sportens øverste hylde, A-gruppen, blev det bevist.
Da der var spillet knap 5 minutter, sagde resultattavlen 3-0 til Danmark efter træffere af Patrick Bjorkstrand, Felix Scheel og Joachim Blichfeld, og i de efterfølgende minutter var det kasakhiske mandskab så rystet, at det danske hold med lidt held kunne have øget føringen yderligere.
»Kasakhstan har masser af KHL-spillere (den russiske liga, red.), så der er kvalitet. Og der er nerver på i en åbningskamp, men vi går naturligvis efter en god åbning på turneringen«, sagde 38-årige Frans Nielsen til TV2 Sport op til VM-starten. Veteranen spiller sin 10. og sidste VM-turnering efter en glorværdig karriere, hvor han i 2007 blev den første danske spiller i den nordamerikanske liga NHL.
»Vi skal prøve at åbne dem. Vi ved dog, at det er et stærkt hold, så vi skal spille godt fra start. Men hvis man drømmer om en kvartfinale, så er det en kamp, der skal vindes, og jeg fornemmer, at alle spillerne har den rette selvtillid«, supplerede landstræner Heinz Ehlers.
Man må sige, at indledningen ikke pegede på et skræmmende niveau hos Kasakhstan. Holdets spillere kom sig langsomt over den danske chokstart, men de var glade for at gå til pause efter en for dem ubehagelig 1. periode, der kunne være sluttet endnu værre end de 0-3, selv om danskerne de sidste 9-10 minutter ikke længere dominerede kampen på samme måde som i starten.
VM kræver stærk fysik
Den danske gruppe A er blevet mere spiselig, efter at Rusland som følge af nationens invasion af Ukraine er blevet udelukket og erstattet af Frankrig, og der er store forventninger til, at det kan lykkes Danmark at nå kvartfinalen. Men da det er A-gruppen, skal der leveres kvalitet i 7 kampe på 11 dage i gruppespillet. Det tærer på fysikken.
På forhånd var der lidt bekymring om rutinerede Frederik Storms fysik på grund af en længere pause, men kort inde i 2. periode demonstrerede han, at den ikke fejler noget, da han via en flot solotur bragte Danmark foran 4-0 og dermed igen sendte chokbølger gennem dagens modstandere.
Billedet blev fastholdt, for ligeledes Julian Jakobsen øgede kort efter til 5-0, hvorefter Kasakhstan, forventeligt, skiftede ud på målmandsposten.
Umiddelbart hjalp det ikke Kasakhstan, for VM-debutanten Joachim Blichfeld scorede i powerplay sit andet mål efter et fremragende opspil til 6-0 og slog på den måde den endelige danske sejr fast, selv om der manglede at blive spillet halvanden periode.
Højt Ehlers-tempo gjorde ondt
Og hele tiden imponerede Nikolaj Ehlers som den drivende kraft på holdet, når han indtog isen. Det tempo, han har i sit spil fra det daglige arbejde hos Winnipeg Jets i NHL, brød Kasakhstan sig ikke om, for det gjorde ondt, hver gang danskeren trykkede på speederen.
Det gjorde også ondt, da Oliver Larsen i Helsinki nåede at score til 7-0, før 2. periode blev blæst af. Ydmygelsen af Kasakhstan var en realitet.
Skulle 3. periode bare være Danmark light, så der var kræfter til søndagens opgør med Schweiz? Ikke helt, men den sluttede 2-1 og samlet altså 9-1.
Ønsket om den gode åbning på VM har Frans Nielsen altså fået opfyldt.
Landstræner meget tilfreds
Heinz Ehlers råder modstanderne til at undgå udvisninger mod Danmark efter powerplayshow mod Kasakhstan.
»Vi var bedre end forventet. Offensivt var vi superfarlige«, siger Heinz Ehlers ifølge Ritzau og kommer med et råd til de kommende modstandere: »Lad være med at tage udvisninger mod os«.
Blandt de store danske profiler var ikke overraskende Nikolaj Ehlers, der med sin kreativitet skabte store åbninger til Blichfelds frygtede skud.
»Han har et røvgodt skud, og det så vi her. Når han får tid til at komme på den rigtige side, så plejer pucken at sidde i kassen«, siger Nikolaj Ehlers. Hverken far eller søn Ehlers er kendte for at lade jublen ødelægge fokus på fremtidens opgaver. Landstræneren er da også påpasselig med at lægge for meget i storsejren i premierekampen.
»Jeg er ikke nogen jubelidiot. Jeg synes, det er bedst at indtage en ydmyg rolle. Ikke at jeg skal nedtone vores egne kvaliteter, for dem har vi bevist i de sidste 12-13 måneder. Men det er vigtigt at være realistisk omkring det og vise respekt for modstanderen«, lyder det fra Heinz Ehlers.