Den britiske musiker Ed Sheeran har vundet en sag om plagiat.
Her var han beskyldt for at plagiere dele af den afdøde crooner Marvin Gayes ikoniske sang ’Let’s Get It On’ til sit hit ’Thinking Out Loud’ fra 2014.
Det skriver flere udenlandske medier, herunder BBC.
Det er arvinger til sangskriveren Ed Townsend, en af Gayes medforfattere på ’Let’s Get It On’, der har stået bag søgsmålet.
De har hævdet, at Ed Sheerans pladeselskab, Warner Music Group, og udgiveren, Sony Music Publishing, skylder dem en del af overskuddet for angiveligt at have kopieret sangen.
Men torsdag har nævninger fastslået, at arvingerne til Ed Townsend ikke har bevist, at Sheeran, Warner Music Group eller Sony Music Publishing har krænket deres ophavsretlige interesser, skriver Reuters.
Retssagen har fundet sted på Manhattan i New York City. Ifølge AFP rejste Ed Sheeran rejste sig og krammede sit hold, efter at nævninger havde afgjort, at han ’uafhængigt’ skabte sin sang.
Advokater for Townsends arvinger har ikke umiddelbart vendt tilbage på Reuters’ anmodning om at få en kommentar, efter at afgørelsen er faldet.
To lignende retssager verserer ligeså mod Sheeran, skriver nyhedsbureauet.
Den verdensberømte sanger har under retssagen angiveligt gjort det klart, at han ville vinke farvel til sin musikkarriere, hvis han blev fundet skyldig. Det skriver BBC.
Under retssagen spillede Ed Sheeran ifølge mediet dele af ’Thinking Out Loud’ på guitar.
Han har fortalt, at han skrev sangen hjemme i England med sin veninde Amy Wadge, og var blevet inspireret af sine bedsteforældre og et nyt romantisk forhold, han lige havde indledt.
Den 32-årige musiker er en af de mest populære musikere i verden. Ud over ’Thinking Out Loud’ er han kendt for hits som ’Shape of You’, ’Shivers’ og ’Photograph’.