USA er desværre kendt for at have et ualmindeligt højt antal masseskyderier, og det går ofte ud over skoler.
Siden årsskiftet har landet oplevet hele 212 masseskyderier, som er skyderier, hvor mindst fire uskyldige civile har mistet livet.
Senest blev 19 børn, to lærere og gerningsmanden dræbt, og 37 personer – herunder to betjente og gerningsmandens bedstemor – såret, da en 18-årig mand tirsdag gik amok med en pistol og et semiautomatisk våben på en folkeskole i Texas, hvor der kun går børn i alderen fem til 11 år.
Skoleskyderiet er ifølge DR det 39. af sin slags i USA i 2022 og målt på dødstal var det det andet værste skoleskyderi i landets historie.
Kun ét skyderi i 2012, hvor 20 elever og seks voksne blev dræbt på skolen Sandy Hook i Cennecticut, har været mere dræbende.
Det frygtelige skyderi har, udover at bringe antallet af skoleskyderier i USA i år tæt på at være to om ugen, også ændret en anden statistik.
Når man tæller de 19 børn, som mistede livet i tirsdags, med, har hele 24 børn nemlig mistet livet under et skoleskyderi i USA i 2022, og det betyder, at det i dagens USA er farligere at være skoleelev end politimand.
Ifølge Ladbible er antallet af betjente, der er blevet skudt og dræbt i tjenesten i 2022, nemlig ‘kun’ 20.
“Det er farligere at være elev end at være politibetjent i USA i 2022,” har podcastværten Brian Tyler Cohen skrevet på Twitter.
Derudover har han påpeget, at der har været langt flere masseskyderier i USA i år, end der har været dage.
I 2022 har der faktisk i gennemsnit i skrivende stund været 1,45 masseskyderier i USA om dagen.
Samtlige af de 19 dræbte børn under skyderiet i tirsdag gik i den samme 4. klasse på skolen.