Renterne er steget så markant de seneste uger, at Totalkredit nu åbner for en stribe af nye 30-årige fastforrentede lån med 3 pct. i rente.
Der er tale om både de afdragsfrie varianter med 10 og 30 års afdragsfrihed samt lån med afdrag. Det er netop offentliggjort i en fondsbørsmeddelelse.
Om det er muligt for boligejerne at få lånetilbud allerede tirsdag, når obligationerne rammer markedet, er betinget af, om kursen er under 100.
»Ser vi på det aktuelle renteniveau, skal renterne et ekstra nøk op. Lånet med 30 års afdragsfrihed vil ligge meget tæt på grænsen og være det første, som åbner,« siger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
3 pct.-lånet kan derfor komme i spil for boligejerne hurtigt.
»Det fortæller en hel del om, hvor vild renteudviklingen har været den seneste tid. Vi er på blot et år gået fra en rente på 0,5 pct. til et 3 pct.-lån,« siger Brian Friis Helmer.
Det er seks år siden, 3 pct.-lånet senest var i spil.
Den højere rente på et 30-årigt fastforrentet lån betyder, at det i dag er ca. 1.290 kr. dyrere i månedlig ydelse at låne 1 mio. kr. afdragsfrit i forhold til starten af 2021.
Det kan påvirke boligkøbere, som for nogens vedkommende ganske enkelt må se sig om efter en billigere bolig.Brian Friis Helmer, privatøkonom, Arbejdernes Landsbank
»Det kan påvirke boligkøbere, som for nogens vedkommende ganske enkelt må se sig om efter en billigere bolig, da finansieringen er blevet dyrere,« mener privatøkonomen.
Der er også udsigt til højere renter på de korte realkreditlån. Der er således et nyt 10-årigt lån på vej med en rente på 1 pct., et 15-årigt lån med en rente på 1,5 pct. og et 20-årigt lån med en rente på 2 pct.