Frankrigs verdensmestre havnede i samme gruppe som Danmark, da der fredag aften blev trukket lod til VM i Qatar.
Det får ikke landstræner Didier Deschamps til at bryde ud i stor jubel. Tværtimod fremhæver han de resultater, som Kasper Hjulmand de seneste år har skaffet som dansk landstræner.
»Man skal have stor respekt for dem«, siger han ifølge AFP.
»De er nummer 11 på Fifas rangliste, semifinalister ved EM, og de er foran Tyskland og Holland, så det beviser holdets kvalitet«, lyder det fra landstræneren.
De to hold får rig mulighed for at studere hinanden. I løbet af året skal de nemlig møde hinanden to gange i Nations League før VM-braget 26. november.
»Jeg ved ikke, om det er ideelt. De har også en fordel i, at de kender os bedre, selv om de to kampe i juni og september i Nations League ikke gælder det samme«, forklarer Deschamps.
Ud over Frankrig og Danmark er Tunesien samt Peru, Australien eller De Forenede Arabiske Emirater placeret i VM-gruppen.