Er man velbevandret i internettes mange memes, så har man sikkert set det, der hedder ’Spider-Man Pointing’, hvor to Spider-Men står og peger på hinanden.
Det bliver ofte brugt af mememagere til at lave sjov med, hvis to ret identiske personaer skyder skylden på hinanden, og var man i det lystige hjørne, kunne man godt have meme-satiriseret over socialdemokraterne i den alvorlige sag om børnemistrivslen, der er eksploderet i Aarhus.
For borgmester Jacob Bundsgaard har overfor Lokalavisen Aarhus kritiseret sine partikollegaer i regeringen for ikke at tage den stigende mistrivsel alvorligt, når der ikke bliver afsat ekstra økonomi til kommunerne, så de kan håndtere dét og de andre stigende problemer på socialområdet.
»Jeg mener ikke, at man i tilstrækkeligt omfang har anerkendt, hvor stor en udfordring det her er,« siger borgmesteren og retter pegefingeren mod regeringen.
Men partikollega, tidligere viceborgmester i Aarhus og nuværende familie- og socialordfører, Camilla Fabricius, peger tilbage på Bundsgaard. Det er hans ansvar at prioritere pengene, siger hun til Lokalavisen Aarhus.
»Jeg deler Jacob Bundsgaards bekymring over den stigende mistrivsel i Aarhus. Men jeg er ikke enig i hans kritik af regeringen. Vi har med alle økonomiaftaler, siden regeringen trådte til i 2019, sat betydelige penge af til velfærd i kommunerne. Alene økonomiaftalen med kommunerne for 2022 styrkede velfærden med 1,4 mia. kr.. Desuden prioriterer kommunerne selv pengene mellem områderne, og jeg anerkender, at det kan kræve en benhård prioritering. Men jeg køber ikke, at der ikke er kommet penge, for det er der,« slår hun fast.
Den socialdemokratiske ordfører tilføjer, at det ikke kun handler om penge, men de mennesker, der har brug for hjælp, og regeringen er opsat på at håndtere den voksende udfordring, siger hun.
»Regeringen har et stort fokus på, hvordan vi løser udfordringerne på det specialiserede socialområde. Den store evaluering af området er snart færdig, og vi skal derefter se på, hvordan vi kan indføre en specialeplanlægning. Det bliver svært og kommer til at tage tid, men med evalueringen får vi et godt grundlag for at forandre socialområdet,« siger Camilla Fabricius og fortsætter:
»Derudover har vi lavet store reformer på socialområdet. Både med Børnene Først-reformen og senest med en stor hjemløseaftale, hvor vi adresserer den store hjemløshed, som er i Danmark pt., og arbejdet med redskaber som omlægning af refusion, bedre mulighed for bostøtte og en massiv indsats for billigere boliger. Og jeg har noteret mig, at også den nye rådmand i Aarhus har anerkendt både udfordringen og de nye redskaber, så jeg finder det væsentligt, at vi også ser på nye arbejdsmetoder.«