09.47 Nanna Ploug Niemann
Ukraine forventer handling fra EU
Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, forventer handling fra EU. Sådan lyder det forud for mødet mellem EUs udenrigsministre, der mødes i Bruxelles senere i dag.
»Der er mange beslutninger, som den europæiske union kan tage nu, som kan sende et klart signal til Rusland om, at Ukraine ikke vil blive efterladt alene« lyder det fra Dmytro Kuleba.
Han håber på, at EU vil indføre tiltag fra den sanktionspakke, som medlemslandene blev enige om i sidste uge.
»Vi mener, at der er gode og legitime grunde til at indføre i det mindste nogle af sanktionerne nu for at vise, at den europæiske union ikke bare ‘talks the talk’, når det gælder sanktioner, men også ‘walks the walk’,« siger Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba.09.47 Kalinka Aaman Agger
Sparsomme oplysninger om »ekstraordinært« møde i sikkerhedsrådet
Indtil videre er det sparsomt med oplysninger, der er kommet ud, om et forestående »ekstraordinært« møde i det russiske sikkerhedsråd.
Vi ved, at udover præsident Putin, vil en række af de øverste embedsmænd fra de russiske forsvars- og sikkerhedsmyndigheder deltage.
Ifølge det russiske nyhedsbureau RIA finder mødet sted senere i dag. Præcis hvornår og hvad, der er på dagsordenen – udover at det vil handle om Ukraine – ved vi ikke.
09.34 Nanna Ploug Niemann
Ursula von der Leyen: Rusland bliver afskåret fra internationale finansmarkeder, hvis de invaderer Ukraine
Hvis Rusland invaderer Ukraine, vil de »principielt blive afskåret fra internationale finansmarkeder,« fortæller formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, til den tyske public service kanal ARD, søndag.
»Det står klart, at hvis Putin starter en krig, vil vi svare med det stærkeste våben, vi har: økonomiske og finansielle sanktioner,« siger von der Leyen i interviewet.
Hun opfordrer samtidig Rusland til at vende tilbage til forhandlingsbordet, men understreger, at »hvis Rusland starter en krig, vil det blive mødt med massive konsekvenser.«09.28 Kalinka Aaman Agger
Putin indkalder til »ekstraordinært« møde i sikkerhedsrådet
Præsident Vladimir Putin har indkaldt til møde i det russiske sikkerhedsråd.
Det bekræfter en talsperson fra de russiske myndigheder, Dmitrj Peskov, til det russiske nyhedsbureau RIA.
Dmitrj Peskov understreger, at det vil være et »ekstraordinært« møde, hvor præsident Putin selv vil tage ordet.
Sikkerhedsrådet består af de øverste embedsmænd for Ruslands forsvars- og sikkerhedsmyndigheder. De rådgiver præsidenten i spørgsmål om landets sikkerhed og strategiske interesser.
Præsidenten har også flere internationale telefonsamtaler planlagt i løbet af i dag, siger talspersonen.09.12 Kalinka Aaman Agger
Ukraine: Vi søger stadig NATO-medlemskab
Det er en af de største knudepunkter mellem Ukraine og Rusland, men Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, står fast:
»Alt jeg kan sige er, at Ukraine søger medlemskab af NATO.«
Sådan lyder den kontante melding fra udenrigsminister Dmytro Kuleba til det amerikanske nyhedsmagasin »60 Minutes«, der blev sendt søndag aften.
Rusland er stærkt utilfreds med NATOs eventuelle udvidelse mod øst. De ønsker derfor ikke, at Ukraine bliver en del af forsvarsalliancen.
Ukraine har siden 1992 haft et partnerskab med NATO og erklærede i 2008, at de gerne vil være officielle medlemmer at NATO. Står det til Rusland, sker det ikke.09.10 Kalinka Aaman Agger
Berlingske i Ukraine: Reportager fra frontlinjen
Berlingskes udsendte, Simon Kruse, har i over en uge opholdt sig først i Kiev og senest i Østukraine.
Det er der kommet flere reportager ud af.
Senest har Simon Kruse skrevet fra frontlinjen, hvor han har talt med tre gamle naboer, der bor helt tæt på konfliktzonen. Deres fortælling – der også involverer en »krigskilling« – kan du læse eller genlæse her.
Simon Kruse, der er Berlingskes globale korrespondent, har også talt med Valentyna Hordejeva i Østukraine, hvor krigens angst hviler tungt over en hårdtprøvet befolkning. De frygter, at det kan blive endnu værre, end dengang det var værst. Læs eller genlæs reportagen her.
Hvis du i stedet vil læse en reportage fra Kiev, hvor børnene står på skøjter, og de voksne fejrer valentinsdag, kan du læse den her.09.05 Nanna Ploug Niemann
Tysk udenrigsminister til Rusland: Stop med at lege med menneskeliv
Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, anklager Rusland for at spille et »uansvarligt« spil, med civilbefolkningens liv i det østlige Ukraine.
Det skriver The Independent.
»Jeg beder indtrængende den russiske regering og den russiske præsident: Stop med at lege med menneskeliv,« sagde Annalena Baerbock, i dag, mandag, i Bruxelles.08.59 Kalinka Aaman Agger
Rusland: Ingen konkrete planer om et møde med USA endnu
Der er stadig ingen konkrete planer om et topmøde mellem præsidenterne i USA og Rusland. Det oplyser Kreml ifølge flere internationale nyhedsbureauer. Blandt andet Omni.
»Det er for tidligt at tale om nogen konkrete planer om at organisere en form for møde,« siger den russiske talsperson, Dmitry Peskov.
Kreml oplyser, at et møde er muligt, men at det er for tidligt at diskutere specifikke planer for et eventuelt topmøde.
I en erklæring natten over sagde USA, at de var klar til at mødes med Rusland, så længe de ikke invaderede Ukraine.
Flere flyselskaber indstiller flyvninger til Ukraine
Konflikten mellem Rusland og Ukraine får nu yderligere to flyselskaber til at indstille flyvninger til Kiev
Både Lufthansa og Swiss Air vælger nu at indstille alle flyvninger til Kiev fra i dag. Lufthansa indstiller også alle flyvninger til Odessa.
Det skriver The Independent.
Det gælder frem til slutningen af februar.
»Vores passagerer og besætningsmedlemmers sikkerhed er vores topprioritet til alle tider,« lyder det fra Lufthansa.
I sidste uge valgte KLM også at indstille alle flyvninger til Kiev.08.16 Kalinka Aaman Agger
Udenrigsministre: Møde mellem Biden og Putin giver håb
På vej til mandagens møde i EU udtrykker flere landes udenrigsministre håb om, at et møde mellem præsident Joe Biden og præsident Vladimir Putin kan »åbne en vej til fred«.
Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, hilser det velkommen, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron forsøger at få et topmøde mellem Biden og Putin i stand.
»Vi skal stå sammen med vores amerikanske venner, og vi er klar til dialog. Men det er op til Rusland at løse krisen,« siger Annalena Baerbock.
Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, og Finlands udenrigsminister, Pekka Haavisto, udtrykker også forsigtige håb om, at et topmøde mellem Putin og Biden kan åbne for en vej væk fra militær konfrontation.
»Vi håber på, at det vil være muligt at finde en diplomatisk løsning. Macrons dialog med Biden, Putin og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, er meget vigtigt i den forbindelse,« siger Finlands udenrigsminister Pekka Haavisto.
more…