Skizofrene Rose bringer en bus fuld af nordjyder på tur til Paris langt omkring. Instruktør Niels Arden Oplev kender alt det pinlige fra sin egen familie, og nuancerer i filmen sindslidelser på en livsbekræftende måde, især i kraft af Sofie Gråbøl i hovedrollen.
Rose er fortællingen om den skizofrene, Inger og hendes søster, Ellen, der bliver udfordret på en busrejse til Paris, som ikke går som planlagt og på alle måder udvikler sig i både rørende og ufrivilligt komiske og dramatiske retninger.
Det er en film om omsorg og kærlighed for hinanden på trods af store udfordringer og at de indre og sande kvaliteter kun sjældent opfanges af øjet, der ser. Og den har premiere 24. februar over hele landet.
»Man kan ikke skue hunden på hårene. Filmen, Rose, er uforudsigelig, morsomt og rørende. Jeg sætter hele normalitets-begrebet på en bus med en god flok jyder, der ikke taler et ord fransk, og sender dem i 1997 til Paris,« har han sagt til Århus Onsdag.
En dybt personlig film
Vi mødte ham under optagelserne til filmen, der blandt andet foregik i Filmby Aarhus, og han forklarede, at netop denne film ligger ham stærkt på sinde.
»Mine danske film er personlige og går helt ind i hjertet. Denne handler om Inger, der har en sindslidelse. Hun mangler et filter og kan være pinlig. Det er rigtig svært for de fleste af os at håndtere nogen, der er pinlige,« forklarer instruktøren, der lige før Rose har styret filmoptagelser i Irland og New York.
Han mener, at der er for få film om sindslidelser og det, der ikke er helt almindeligt.
»Sindslidelser gør os utrygge. I USA, hvor jeg bor, får sindslidende ofte skylden for vold i samfundet. Jeg vil gerne være med til at forandre det billede. Vi skal turde møde det unormale, så vil det vise sig – som det gør i denne historie – at de sindslidende rummer nogle andre ressourcer og kan give os nogle nye oplevelser,« siger han.
På jagt i fortiden
Filmens handling udspiller sig over en uge i efteråret 1997. En turistbus ruller ud fra Aalborg Rutebilstation med kurs mod byernes by, Paris. Der har Inger boet som ung, og hendes søster synes, at hun skal genopleve stedet.
I bussen sidder Inger, hendes søster Ellen, der spilles af Lene Maria Christensen, og svogeren Vagn, i form af Anders W. Berthelsen, sammen med en gruppe glade forventningsfulde nordjyder, som er uvidende om, hvad den næste uge vil bringe. For Ellen og Vagn tegner det til at blive en lovende, om end forsinket, bryllupsrejse.
Men næppe er bussen, som køres af tour-guide Ole, Peter Gantzler, nået frem til den jyske motorvej som skal føre dem sydpå, før Inger delagtiggør resten af selskabet i sin egen sindslidelse, hvilket påvirker alle, ikke mindst viceskoleinspektøren, Skelbæk, der er vildt forarget.
I Paris genopfriskes Ingers gamle minder – især om en stormende forelskelse i en mand, der pludselig forsvandt igen. Godt hjulpet på vej af Skelbæks søn, Christian, indleder hun jagten på sin forliste kærlighedsaffære. Snart involveres hendes søster og svoger.
Og det bliver indlysende, hvorfor filmens titel er Rose.
Det sagde de
Da Århus Onsdag mødte skuespillerne under optagelserne til filmen, sagde de, uden at røbe for meget:
»Det er en svær film at spille, fordi vi hele tiden skal balancere i forhold til Inger. Man skal ikke reagere eller styre for meget eller for lidt men støtte en sårbar person,« sagde Anders W. Berthelsen.
»Og det kan man jo slet ikke lykkes med altid, så man er jo dømt til at fejle,« supplerede Lene Maria Christensen.
»For at sige det lige ud, er der ikke rigtig noget, der går som det burde. Måske bliver det bus-Oles sidste tur,« mente Peter Gantzler.
»Vi har det til fælles, at vi alle har et ret kraftigt funnybone og sans for absurd humor. En busfuld af nordjyske bonderøve ned gennem Jylland og til Paris er da sjovt i sig selv. Der findes ikke noget mere jysk,« konstaterede Søren Malling, der selv er en jysk bonderøv fra Kjellerup.
