Der er tale om en større brand, der har medført, at en stor røgsøjle har rejst sig over butikken. Denne røgsøjle har nået en højde på 20-30 meter, og kan derfor ses fra det meste af Vejle.
I et opslag på Twitter oplyser Sydøstjyllands Politi, at de har patruljer fremme på stedet. De uddyber ikke yderligere, hvor omfattende en brand, der er tale om.
I samme opslag anbefaler de borgere at holde sig væk fra området. Desuden lyder det, at man bør holde døre og vinduer lukket, hvis man bor i nærheden. Slutteligt skriver de, at borgere på stedet skal respektere deres afspærring.
“Vi har patruljer fremme til brand ved Elgiganten i Vejle. Vi anbefaler, at borgerne holder sig ude af røgen og lukker døre og vinduer, samt respekterer vores afspærring,” lyder det fra Sydøstjyllands Politi.
Der er stor røgudvikling fra bygningen, men det vides ikke, om nogen er kommet til skade i forbindelse med branden. Der er heller ikke blevet meldt ud om, hvordan branden er startet.
Vejle Amts Folkeblad skriver, at det vurderes, at branden umiddelbart er starter på en terrasse på bygningens tag. Herfra har den spredt sig til indgangspartiet, hvilket har medført yderligere røgudvikling.
Mediet oplyser også, at det ikke blot er patruljer fra Sydøstjyllands Politi, der er fremme på stedet. Brandvæsnet er også rykket ud til stedet, hvor de har medbragt en stigevogn, en sprøjtevogn samt to tankvogne.
Det var butikkens medarbejdere, der ringede til alarmcentralen. Efterfølgende har de sørget for, at kunder i butikken blev ført ud. Branden blev anmeldt omkring kl. 16.00.