I sit nye one-man show “Levemand” opfordrer den garvede stand-up komiker Tobias Dybvad med vanlig humor og veloplagthed til at eliminere brok, lægge låg på ærgrelsen og i stedet se positivt på tilværelsen. Showet får premiere 26. februar i Musikhuset Aarhus.
I rundt regnet 20 år har Tobias Dybvad fået danskerne til at slå sig på lårene af grin. I radioprogrammet “Tjenesten”, i tv-programmer som “Dybvaaaaad!” og “Verdensmænd” samt på landets live-scener med sine one-man shows. For bare at nævne en brøkdel af de ting, den erfarne standupper har på CV’et.
Senest tilføjet til listen er Dybvads fjerde one-man show “Levemand”, som han de næste seks måneder turnerer det danske kongerige tyndt med.
»“Levemand” er et show, der handler om at dyrke og forvente det positive i livet. Det gør det, fordi jeg selv gør meget ud af at have en positiv tilgang til livet. Og det er noget, jeg virkelig har skullet øve mig i. Med mig hjemmefra…« Tobias Dybvads stemme overdøves af en pludselig hektisk bippen.
»Min bil har nogle ret over-sensitive sensorer, der reagerer på stort set alt. Men det lyder værre, end det er – alt er godt!« forsikrer han, da bip-lyden omsider fortager sig. Dybvad er på vej fra a til b i hjemkommunen København.
»Med mig hjemmefra har jeg fået den her mentalitet med ikke at glæde sig for tidligt og “Lad os nu liiiiige se, hvordan det går…” I mit barndomshjem blev man helt enormt ærgerlig, hvis én tabte en tallerken på gulvet eller spildte en rødbede ned ad skjorten. Det er den evige bekymring, ængstelse og ærgren sig over små ting og hele tiden være lidt øv-agtig på forhånd, som jeg virkelig kører kontra på i “Levemand”,« fortæller Tobias Dybvad.
»Nu får jeg det til at lyde som om, “Levemand” er et langt coach-agtigt show. Det er det ikke! Showet handler også om, hvornår det for eksempel kammer over, når jeg er overpositiv. Og så handler det om at springe ud i livet, og ja, leve livet,« fortsætter han.
Opgør med brok
“Levemand” er Tobias Dybvads humoristiske opgør med brok, irritation og bekymring over hændelser, som vi enten ikke kan gøre noget ved eller ikke har indflydelse på. Og så er det en opfordring til i stedet at se lyst på tilværelsen.
»Vi kender nok alle sammen dem, der fortæller om en sej bøf, de fik på en restaurant for syv år siden. Her er det jo, jeg tænker: “Gi’ nu slip på den bøf!” Er din bøf dårlig, så send den tilbage og få en ny – lad være med at bruge flere år på at gnave over det og fortælle om det,« appellerer han.
»Jeg tror, mange kender typen, der altid brokker sig. Det spændende er, når det går op for en, at man selv gør det. For det er nok alligevel få, der går rundt og tænker om sig selv at “Hold nu kæft, hvor er jeg et kæmpe brokkehoved!”.«
Selv har komikeren for længst gjort op med sortsynet og mavesurheden og iklædt sig den helt store ja-hat.
»Jeg har selv været der, hvor jeg for eksempel har tænkt: “Det der vigtige jeg skal om 14 dage… Jeg håber, jeg sover godt natten op til, så jeg er 100 procent klar til det.” Lige der kan man måske med fordel træde et skridt tilbage og tænke over, hvad det egentlig er, man bruger sin tid på. Det er jo et fiktivt problem. Man får ikke noget ud af det. Derimod er optimisme aldrig spildt. Hvis man beslutter sig for at glæde sig til noget, man skal om 14 dage, som så viser sig at være en stor lort, så har man stadig haft 13 gode dage op til. Frem for at have trukket lorten med sig i to uger. Samtidig kan man også lidt hurtigere ryste den dumme lort af sig,« siger Dybvad.
Tobias Dybvad vil dog ikke afvise, at ja-hatten indimellem kan blive lidt for stor og glide ned over øjnene, så man glemmer at se realiteterne.
»I “Levemand” kommer jeg ind på en historie, hvor min kæreste og jeg havde været så jubelpositive, at vi ikke havde undersøgt, at der, det sted vi var på vej hen, var regntid og fyldt med farlige myg. Så pludselig stod vi der med vores seks måneder gamle baby og gik totalt i dødspanik. Så fra at have befundet os i den her positive boble, blev vi grebet af en kæmpe, ængstelig “vi-rejser-hjem-i-morgen-følelse”,« fortæller komikeren.
»Nogle gange er det jo reelt nok at brokke eller bekymre sig. Det er jo ikke fordi, jeg mener, man skal sige, at alt er godt, mens man bløder ud af ørerne. Men man kan måske sortere lidt i det. For man kan altså ride på en “det-kommer-til-at-løse-sig”-bølge længe, og det føles faktisk også som om, ting hurtigere og oftere flasker sig, når man har ja-hatten på.«
Bare baller
Den rummelige ja-hat havde Tobias Dybvad naturligvis også på, da plakaten for showet “Levemand” skulle laves. En plakat hvorpå Tobias Dybvad iført hættetrøje, solbriller og bare baller tæmmer en jetski.
»Da billetterne til “Levemand” blev sat til salg, var der halvandet år til premieren. Derfor har vi kørt kampagner for showet to gange. Først med en stille og rolig plakat sidste efterår for ligesom at skyde salget i gang, og så med en plakat der larmer lidt mere fra september,« forklarer Tobias Dybvad.
Den “larmende” plakat er den med jetskien og måsen bar. Hvis nogen måtte være i tvivl.
»Jeg ville gerne, at vi tog det her lidt cliché-fyldte, douce take på “Levemand” – sådan à la “live large”. Jetski for mig er en unødvendig rigmandsting, så jeg fik bygget en jetski som den her lille yacht, jeg står på på plakaten. Og så for at pille det hele lidt ned igen – skulle jeg stå i bar røv,« siger Dybvad med største selvfølgelighed.
På plakaten er komikerens mere intime dele helt old school pixel-censureret.
»Til fotoshootet fik jeg en lille hudfarvet g-strengs-trusse på. Men så kom nogen op med idéen om at censurere mit skridt, hvilket næsten gør billedet mere ubehageligt at se på, end hvis jeg slet ikke havde haft noget på. Så den idé var jeg ret hurtig til at sige ja til,« ler Dybvad og tilføjer:
»Hvis man kan smile af plakaten, har den gjort det godt – og så er det formentlig en plakat, man kan huske. Det er også godt!«
Premiere i Aarhus
Godt et år er der gået fra første kampagne for “Levemand” var ude, til showet rent faktisk får premiere. Hovedårsag: corona. Men i stedet for at sætte sig over i et hjørne med korslagte arme og surmule valgte Tobias Dybvad ikke overraskende at bruge tiden konstruktivt.
»Jeg har haft et færdigt show, som jeg ikke har kunnet prøve af i et halvt år på grund af corona. Den tid valgte jeg at bruge på at tæske mit materiale igennem, sende det til kollegaer for at få ideer og feedback, for så at tæske det igennem igen. Så materialet til “Levemand” er så gennemarbejdet, som det kan være, inden vi går ind i den proces, hvor vi får publikum på.«
Publikum får Tobias Dybvad på fra 26. februar, hvor one-man showet får premiere i Musikhuset Aarhus. Herfra tager han på turné rundt i landet, hvor han leverer i omegnen af fyrre optrædener, før han kommer tilbage til Musikhuset 8. juni for at give et ekstra show.
»Aarhus er en by, jeg har det helt særligt med. Jeg har lavet rigtig meget “Dybvaaaaad” i Aarhus og kan genkalde mig en masse sjove minder, når jeg går igennem byen: Dér har jeg skudt en emhætte, og dér har jeg firet en udstoppet ged ud ad vinduet fra tredje sal… En del af showet handler desuden om min aarhusianske svigerfamilie. Så for mig er det på alle måder helt naturligt, at “Levemand” får premiere i Aarhus,« siger Tobias Dybvad.
Rutiner er no-go
Til trods for at “Levemand” er Tobias Dybvads fjerde one-man show, er der stadig en god del spændthed at spore hos den garvede stand-up komiker forud for premieren.
»Op til en premiere er jeg altid ekstra spændt. Med “Levemand” har jeg virkelig gjort alt for at være så hamrende velforberedt, som jeg kan være. Med gennemarbejdet materiale, feedback fra kollegaer og testshows. Jeg vil jo helst have følelsen af at have ramt den lige i røven, når jeg går af scenen,« siger Dybvad med en entusiasme, der ingenlunde bærer præg af, at han har været i samme branche i tyve år.
At Tobias Dybvad har formået at bibeholde sit drive igennem alle årene, tilskriver han selv sin evne til at styre uden om “plejer”, rutiner og alt for stram planlægning.
»For mig føles det som en leg at få nye, gode idéer. Uanset om det er idéer til en joke eller til et tv-program, så er det en enormt spændende og tilfredsstillende proces. Og de benspænd, man møder undervejs – for det gør man! – opfatter jeg som sjove udfordringer, som – så snart de er knækket – giver en vildt fed energi,« forklarer Tobias Dybvad..
»“Dybvaaaaad” optræder jeg med hvert år og er lige blevet færdig med den 13. sæson. Men fordi vi kan blive ved med at blive bedre til det, vi laver som hold, og jeg kan blive ved med at lære ting af den her vanvittige proces, det er ikke at kende materialet før nogle gange få timer før, jeg går på, gør det, at det ikke bliver rutinepræget. Jeg duer ikke til, at der går for meget rutine i den. Det omskiftelige og lidt dampagtige mode fungerer klart bedst for mig.«
Nyt i støbeskeen
“Levemand” bliver med al sandsynlighed ikke Dybvads sidste one-man show. Men med helt nye idéer i støbeskeen, forventer han, at der går nogle år, før han annoncerer et femte show.
»Mit behov for så vidt muligt at styre uden om det rutineprægede er også forklaringen på, at jeg ikke har trang til at lave et nyt one-man show hver andet år. Det betyder ikke, at jeg ikke MÅ lave et nyt show om to år. Når den rigtige ide er der, laver jeg et show. Men lige nu ved jeg, hvad jeg gerne vil lave de kommende år, og det er ikke et nyt show, der står først for. Jeg vil ger…« Endnu engang muter bilens høje bip-tone ham og lader cliffhangeren hænge i luften lidt. Da lyden forstummer, fortsætter Dybvad, hvor han slap:
»Jeg vil gerne producere et helt nyt tv-program i 2024. Jeg har selv produceret anden sæson af rejseprogrammet “Verdensmænd”, og der er noget tilfredsstillende ved selv at kunne bestemme, hvad der skal ske, ligesom der er kortere fra tanke til handling. Så det kan sagtens være, at jeg de kommende år kaster mig ud i selv at producere tv. Men foreløbigt står de næste mange måneder jo på turné med “Levemand”.« Dybvad holder en kort pause. Så siger han:
»I efteråret lavede jeg “Dybvaaaaad” og “Verdensmænd” på skift. Det gør jeg aldrig igen; ud at rejse, hjem for at lave ”Dybvaaaaad”, ud at rejse og hjem igen. Det var helt skørt! Så det næste halve år skal jeg “bare” lave fyrre one-man shows. Spørgsmålet er, om jeg må ud at se mig om efter et deltidsjob…« Dybvads latter drukner i den insisterende bippen fra komikerens bil, som endnu engang febrilsk forsøger at signalere, han er på afveje. Den bil må trænge til et seriøst eftersyn hos en mekaniker. For efter alt at dømme kan den da kun tage fejl.
