DAG 22+23: Billedet af manden med katten
Fredag, den 18. marts
Torsdagen gik hurtigt forbi, men jeg vil gerne sige noget om den, selv om jeg ikke skrev noget den dag.
Luftalarmen var netop slut, så jeg har lidt tid til at koncentrere mig og tænke over gårsdagen. Noget vigtigt var der faktisk sket. Jeg skriver i 15 minutter, men sirenerne hyler igen. Så har jeg mindst 20 minutter, måske endda en time, indtil jeg ved, om jeg virkelig er i fare. På den måde kan man også købe lidt tid og afslutte endnu et afsnit.
På internettet og på Telegram ser jeg fotos af brændende huse i Kyiv. Jeg har gemt disse billeder for ikke at glemme dem, men jeg kan ikke huske, fra hvilken dag de stammer – fra i morges, fra i går eller i forgårs.
Så kommer jeg i tanke om, at jeg i morges så et foto af en mand med en gammel professorbrille, han stod i en lidt for stor jakke foran et hus med flere etager. Hans ansigt havde et forundret udtryk, han virkede ikke trist. Med en fortvivlet gestus knugede han en smuk, langhåret kat til sit bryst. Katten klyngede sig til ham, i dens blik så jeg chok. Kattens næse var såret og blødte. De overlevede, og manden kunne redde katten.
En beboer i et højhus i Podil døde ved et angreb, 19 blev sårede, herunder fire børn. Alt det skete tidligt om morgenen. Manden med professorbrillen mistede sit hjem, han løb ud af det brændende hus med katten, men uden taske.
Jeg kom i tanke om parret med to små hunde, som jeg mødte for nogle dage siden i nabolaget. Begge var 85 år, og manden sagde: Vi forlod vores hus, sådan som du ser os nu, uden vores ting, intet kunne vi tage med os.
Forskellige scener fra Telegram-kanaler raser gennem mit hoved. Jeg vil gerne fokusere, men i stedet kommer jeg til at tænke på et tal: 222. Det er det antal mennesker, der siges at have mistet livet i Kyiv, siden krigen begyndte. Heraf fire børn. Mange flere er såret. Jeg kan ikke stille noget op med dette antal. Det er nyt og overraskende. Det indbefatter ikke kun civile, men også medlemmer af byens territorialforsvar.
I går var anden dag af den jødiske højtid Purim. Jeg tog til Podil for at hente noget i en pakkeshop og besluttede på tilbagevejen at besøge synagogen, hvor mine venner fejrede.
For at nå til dette gamle Kyiv-kvarter gik jeg ad Andriyivskyy Descent, en turistgade, hvor forfatteren og satirikeren Mikail Bulgakov engang boede, og hvor hans museum nu ligger. Andriyivskyy Descent, som normalt er en af de mest populære gader i Kyiv, var helt øde ved middagstid. Jeg bemærkede, at midt i denne tomhed var to caféer åbne. Jeg gik ind i den ene, bestilte en espresso og fandt ud af, at ejeren gav gratis kaffe til alle. De ønskede at genåbne caféen »for at folk i Kyiv kan føle, at freden stadig er her og snart fuldstændigt og uigenkaldeligt vil vende tilbage«, som en medarbejder forklarede.
Yevgenia Belorusets er ukrainsk forfatter, fotograf og kunstner. Hun bor i henholdsvis Kyiv og Berlin.OLGA TSYBULSKA
Der var kø foran pakkeshoppen. Min pakke, en ordre med forskellige opladere, var ikke kommet. Jeg kiggede mig omkring med den vage lyst til trods alt at købe noget. Der var forskellige muligheder, men ikke rigtig noget der faldt i min smag. Luftalarmen lød. Jeg ville gerne blive lidt længere i butikken sammen med de andre mennesker og lagde mærke til, at jeg ikke var der eneste, der slendrede fra hylde til hylde med et søgende og skuffet blik. Det var mere behageligt at blive sammen på dette lille sted end at gå alene hjem gennem de dystre, solrige gader.
Jeg måtte tvinge mig selv til at gå til synagogen. Da jeg ankom, fandt jeg en lille gruppe festglade mennesker i det bagerste rum, der nu fungerer som bederum. De fulgte buddet om denne dag at drikke sig så fulde, at man ikke kan skelne en forbryder fra en helgen. Et medlem af menigheden er svagtseende og ledsages hver dag af sin ven til synagogen for at deltage i bønnen. Min gode ven, en kunstner, deltog i festen, alle krammede flere gange, og én forsøgte endda at lave optøjer. Men det var kun en leg.
Min vej tilbage førte mig igen ad Andriyivskyy Descent, eftersom alle andre veje synes usikre.
Undervejs fik jeg den idé at tage billeder af de mest banale udsigter over Kyiv og gentage de fotos, som turister, der besøger byen for første gang, tager. Ved at forfølge den impuls endte jeg i Skulpturparken, hvor hundeejere og nogle få forældre gik tur med deres børn. Jeg skulle lige til at tage et landskabsfoto, da jeg bemærkede lilla-grå røg, der bevægede sig hen over himlen.
Jeg havde ikke hørt et nedslag. Var det blot en sky? Men så kom folk gående med bekymrede ansigter hen til mig og spurgte: »Så du det? Det var en raket! Hvor ramte den? Er nogen såret, et hus ramt? Lad os tjekke nyhederne!« Men der var intet i nyhederne. I flere dage nu har medierne ikke rapporteret om skader lige efter et angreb, for at aggressoren ikke skal korrigere sit mål og skyde igen.
Rasende og forskrækket stod jeg og så på røgen. Jeg følte stadig noget, men kan ikke beskrive det. Der foregik en forbrydelse lige for øjnene af mig. Ilden var så stærk, at røgskyen fortsatte med at udvide sig. Jeg ville gøre noget mod denne forbrydelse, men vidste ikke hvad. Men jeg vidste, at det var nødvendigt at handle, alt andet kunne vente.
De gående råbte på deres børn og forsvandt hurtigt. Jeg kom hjem, ville skrive et dagbogsopslag, men mærkede en så stor træthed, som jeg ikke kunne vægre mig mod og faldt i søvn uden at kunne skrive et ord.
